13. december 2012

Vanessa Place: Statement of Facts

Det første, jeg vil skrive om, er amerikaneren Vanessa Place, der ud over at skrive (om) konceptuel litteratur også er forsvarsadvokat. Statement of Facts (Blanc Press, 2010 - den første i trilogien Tragodía, der også består af Statement of the Case og Argument) består slet og ret af juridiske referater, hun selv har skrevet på baggrund af vidneforklaringer, når hun har forsvaret (potentielle) seksualforbrydere. Place ændrer navnene på ofre og vidner for at beskytte deres identitet, men ændrer ellers ingenting i de originale dokumenter, når de flyttes ind i en litterær kontekst = en bog på flere hundrede sider. Nu er referaterne blevet til digte (det kalder Place selv teksterne, selvom de i sprog og form fremstår prosaagtige). Tekster, der før blev læst som professionel jura, læses nu som litteratur.




Charles Reznikoff gjorde noget lignende, da han i Testimony (1965) samlede en række tekster, han havde indsamlet fra forskellige retssager. Men mens Reznikoff benytter ’funden tekst’, som han bl.a. bearbejder med linjebrud, approprierer Place skriften uden at forskønne eller gøre noget som helst ved den. I Notes on Conceptualisms – et konceptuelt manifest fra 2009 - kalder Place i øvrigt denne ubearbejdede form for en ren konceptualisme. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det giver mening at tale om disse tekster som litteratur. Er det litteratur, fordi Place til at begynde med har skrevet referaterne på en bestemt måde? Eller er det litteratur, fordi grebet er interessant? Place peger selv på det sidste, når hun - også i Notes on Conceptualisms - skriver om den konceptuelle skrift som noget allegorisk. Skriften skal ikke læses; den betyder ikke det, den betyder. Betydningen opstår i en allegorisk sfære mellem tekst og læser. Allegorien bliver en måde, hvorpå læseren kan tænke den konceptuelle tekst og dens konteksters betydninger.

På bogens bagside beskrives et ”statement of fact” - og dermed også værkets poetik - således: ”The goal of a statement of facts is not to out forward an argument, but rather to present factual information in a clear, easy to understand way.” Men kaster man sig ud i at læse værket, forstår man, at fortælleren er alt andet end neutral. Fortælleren er jo forsvarsadvokat, og formålet er at forsvare fortællingens “appellanter” som samtlige "hovedpersoner" kaldes. Det er altså facts med modifikationer. Her et tilfældigt citat, der også viser, hvor grusomme tekster, det er:

"As the doctor continued to “encourag[e] her” to speak, Ava and her mother became distraught, her mother urging her daughter to speak, and then Ava “blurted out” that her uncle had touched her. This prompted Ava’s mother to cry harder, and rock against the wall, holding her chest. (RT 1811-1812, 1815, 1827-1828, 1831-1833, 1836-1838, 1852, 1854, 2200-2201) Ava said her uncle touched her with his fingers, indicating her groin, and that the last episode had been four days earlier; she did not say she’d been touched with any other body part. (RT 1851, 1853-1855) The doctor filled out a child abuse report for police; the police were contacted, and arrived approximately 45 minutes to an hour later. (RT 1825-1827, 1841, 1850-1851)" (side 15).

De mærkelige tal-referencer i parentes går igen i løbet af hele værket, og læseren har ingen mulighed for at forstå det kodede sprog i forhold til fortællingerne. Det er abrupte, verfremdungsagtige afbrydelser af de voldsomme krimiagtige begivenheder, man ellers nemt lever sig ind i. Vi mindes om, at det ikke blot er en fiktion, vi læser. De ”virkelige” handlingsforløb synes uvirkelige, idet vi - trods genrens afvigelser - umiddelbart genkender fortælleformen fra litteraturens fiktioner, mens de tal, hvis betydning vi ikke forstår, tværtimod synes uhyggeligt virkelige. De ellers nøgterne og uforståelige tal har den effekt, at de læses som frygtindgydende virkelighedsmarkører, der peger på det bureaukrati, der behandler det fortalte - som om fortællingen og forståelsen af den er overladt til et mekanisk, bureaukratisk system og sprog, mens det måske snarere burde være litteraten, der forholdt sig til teksterne og fortolkningen af dem.




Men litteraten udfordres også. Hvordan skal teksterne læses? Er det etisk forsvarligt at læse en så brutal virkelighed som litteratur? Samtidig synes teksterne med deres manglende slutninger (sagerne er jo på fortælletidspunktet endnu ikke afgjort) at foreslå, at læseren er dommeren, der må beslutte, hvad der er virkeligt, hvad der er facts. Det er således med denne sammenligning mellem jura og litteratur, som Statement of Facts synes at foreslå, langtfra omkostningsfrit at læse. At læse er at dømme og dermed forme virkeligheden. Virkeligheden præsenteres i juraen på forskellige måder (af en anklager og en forsvarer), og til sidst besluttes en endelig version. Statement of Facts viser sandheden og dermed loven som en sproglig benævnelse.

Jeg finder disse tal eller virkelighedsmarkører særligt uhyggeligt eller ubehagelige, når Place læser op (youtube-klippet ovenfor). De udfordrer den kontrakt, en poesioplæsning oftest implicerer. Hvad er det for et rum, tilskueren, der pludselig konfronteres med dette stykke virkelighed, befinder sig i? Fiktionens? Juraens? Man må formode, at Place har læst de samme tekster op for en appeldomstol, og ved at flytte den begivenhed ind i litteraturens sfære ændres både betydningen og rummet. Igen er sproget ikke et autonomt system, hvis betydninger kan afkodes: Sproget får betydning dér, hvor det findes (og fremføres), men også i et allegorisk ekko, hvor en juridisk virkelighed trænger sig ind på det litterære rum (og omvendt). Ved at appropriere den juridiske tekst skaber Place nye udvekslinger og nye betydningsrum. Hvordan skal man lytte til sproget, når Place ændrer konteksten?

I dette usikre eller ukendte rum konfronteres læseren/lytteren med endnu flere og mere fundamentale spørgsmål: Hvorfor læser vi litteratur? Hvad vil det sige at gengive og forstå virkeligheden? Hvad er forholdet mellem facts og fortolkning? Hvad sker der med lytteren, når teksterne læses op? Skærper man opmærksomheden over for de virkelige, grusomme tekster, eller vænner man sig til dem og lader tankerne flygte? Kan man læse/lytte uden at tage stilling til skyldsspørgsmålet? Kan fortolkningens dom sammenlignes med overgrebet?

Samtidig udfordrer det stærkt dramatiske indhold den konceptuelle pointe, at teksterne ikke skal læses. Tværtimod føles det, som om de appellerer til den nyfigne læser, der i Statement of Facts kommer helt tæt på ”virkelige” hændelser. På den måde kan Statement of Facts vel læses som en kritik af læserens forbrug af fiktion: Her er det svært at læse volden som underholdning, og samtidig møder læseren altså juraens uforståelige koder og den konceptuelle ulæselighed, som Statement of Facts i sin helhed også er præget af.

Også på et mere jordnært plan har Statement of Facts givet anledning til debat, da litteraturforskeren Marjorie Perloff i forbindelse med en konference er blevet citeret for at have udtalt sig tvetydigt om, hvorvidt ofrene i bogen selv havde en andel af skylden for overgrebene. Her svarer Perloff på kritikken, og hun skriver, at Statement of Facts viser, at voldtægtskulturen i høj grad er et socioøkonomisk problem. Konceptværket Statement of Facts synes altså ironisk nok at fremprovokere eller genoplive et litteratursyn, der handler om at vække til debat - en reaktion, der måske må tilskrives den nye kontroversielle genre, der synes at kunne forny diskussionen om forholdet mellem fiktion og virkelighed i litteraturen. Desuden fandt redaktørerne af det amerikanske Poetry Magazine Statement of Facts så kontroversiel, at de nægtede at publicere et uddrag, hvis ikke Place eksplicit ville tage afstand fra begivenhederne i bogen (hvilket hun ikke indvilgede i).

Ok. Så er det litteratur? Ifølge denne blog er svaret naturligvis ja. Place synes med Statement of Facts at opfordre læseren til at undersøge en teksttype, der normalt ikke læses som litteratur, men som ikke desto mindre er en udfordrende tekst, der, selvom den er taget ud af en bureaukratisk virkelighed, minder om fiktionens. Juraen og poesien flyder sammen og viser, at det litterære felt kan udvides til også at omfatte institutioner, man ikke normalt opfatter som særligt poetiske. Statement of Facts viser, at facts ikke altid er facts, og at en udsigelsesposition altid indebærer en fortolkning - eller måske snarere, om man vil, et overgreb mod en kompliceret virkelighed - selv når den synes allermest konkret og brutal, og selv når sproget i juraens faktuelle statements ellers lægger op til at være transparent. På den måde kan arbejdet som forsvarsadvokat læses som et forsøg på at flytte eller fordreje sproget, så nye betydninger eller ”facts” kan dukke op, og det er ikke mindst denne produktion af ”facts”, der gør det meningsfuldt at studere referaterne som litteratur. Ved at appropriere referaterne demonstrerer Place netop, at teksterne er komplekse og langtfra så faktuelle, som man kunne tro - betydningen kan ikke findes i dem, men i de kontekster, der omringer dem - og når Place samtidig selv har skrevet den tekst, hun approprierer, bliver hun til en uafgørlig figur, både som advokat og forfatter.

Samtidig - og til allersidst i dette, jeg ved det, lange indlæg - tænker jeg, at Statement of Facts kan læses og tænkes som en slags kriminel krønike - eller allegori - over vores (amerikanske) kultur. Forbrydelsen er eksplicit til stede i Statement of Facts, men også implicit i de måder, vi alle sammen (for)bruger sprog på.


Statement of Facts kan downloades gratis her.

Ingen kommentarer: