Caroline Bergvall i Aarhus

Jeg har talt med den fransk/norske forfatter m.m. Caroline Bergvall, da hun i forbindelse med Aarhus Litteraturcenters seminar om 'Art Writing' besøgte og optrådte på Godsbanen i Aarhus. Det er der kommet denne video ud af.

Ara Shirinyan: Your Country Is Great

Den armensk-amerikanske digter Ara Shirinyan har ikke selv skrevet et ord af sin egen digtsamling Your Country Is Great. Som barn af en altid online kultur baserer han de konceptuelle rejsedigte på en række google-søgninger: I alfabetisk rækkefølge indtaster han ”[country] is great”, først ”Afghanistan is great”, så ”Albania is great” osv. 

I søgeoversigtens virvar af hele og halve sætninger finder han de brudstykker, der skal blive til strofer og vers. Hvad der før var glemte sætninger på nettet, læses (og opfører sig) nu som poesi – her de første tre strofer af digtet ”Albania Is Great”:

Albania is great. I missed that place a lot.

I got offered cigarettes and alcohol by

like everyone I knew

and some people I didn’t know

Albania is great!

Not quite as third world

as parts of Africa, but

not exactly Michigan either

if ykwim.

I liked everything about my stay

and i just wanted to let you know

that Albania is GREAT!!!

Grebet skaber en humoristisk, nærmest bizar diskrepans mellem de ofte banale påstande (skrevet af gud ved hvem) og digtgenrens forfinede formbevidsthed: ”El Salvador is great, but / I think I’m ready to go / back to the states.” På den måde er der en ofte virkelig morsom dobbelthed i udsigelsen; formbevidstheden synes at udstille de naive, fragmenterede udsagn; internettets overflod af udsagn står i skærende kontrast til den finlitterære digtform. Denne afstand mellem det fortællende og det fortalte – eller form og indhold – skaber den implicitte sarkasme, der gennemstrømmer hele samlingen – her, hvor Shirinyan demonstrativt lader linjebruddene understrege pointen:

Tour to Armenia is a great success!

To Understand Our

     Past,

Is To Understand

     Ourselves.

Eller her, hvor et nærmest infantilt indhold sættes på vers:

BERMUDA IS GREAT
Robbie Williams is so hot.
So is Johnny Depp
and Orlando Bloom.
Disneyland is so much fun.
Having partys with my friends is so cool.

Your Country Is Great består af 81 digte, og de har det til fælles, at de (oftest) er forskellige typer af lovprisninger af alverdens lande skrevet af internetbrugere, formentlig primært amerikanske turister, på internettet. Sproget er ofte grimt, informationerne ligegyldige (andre ganske informative, dog tvivlsomme: ”Potentials for organic agriculture in Algeria is great.”) og fyldt med idiosynkratiske måder at bruge sproget på: forkortelser og internet-jargon (iykwim = if you know what I mean), en iøjnefaldende tegnsætning (mange udråbstegn), sjuskede stavefejl (”partys” i stedet for ”parties” og ”I” stavet med lille ”i”), ord, der fremhæves med versaler (GREAT), dårlig grammatik (so is Johnny Depp and Orlando Bloom) og talesprog (”by like everyone I knew). Og ofte er der en henvendelse til en læser – vel at mærke en type henvendelse, man sjældent ser fra digter til læser:

I’ve been told the skiing in Andorra is great,

but I will write a ”winter” opinion on Andorra,

at a later date

ie when I’ve actually tried it out!

Snarere end at blive klogere på de enkelte lande bliver læseren af den konceptuelle digtsamling klogere på internettet som et fænomen præget af uigennemskuelige strømme af udsagn. Rejsen gennem nettet er et møde med fragmenter af tilfældige informationer, tvivlsomme ytringer og uoverskuelige datamængder, vi som brugere zapper imellem med enkelte klik – fra det ene land til det næste. Digtene går aldrig i dybden med landene, men forbliver oftest overfladiske påstande – med den ambivalente pointe, at sproget aldrig formår at pege ud i landenes virkelighed. 

Og det er netop sammenstødet mellem geografien, sproget og nettet, der gør digtsamlingen interessant. Internettet fremstår i Your Country Is Great som en naiv utopi: Ved at benytte det suges man ind i en forskelsløs, global drøm, og spørgsmålet er, hvor meget man egentlig kan lære om verden, idet verden på internettet er ét geografiløst sted. Den globale pointe bliver, at internettet er et rum, der binder verden sammen, og som kan bebos af alle stemmer, og hvor alle lande er ”great”. Your Country Is Great er verden set fra et ikke-sted.

Men det er også verden set fra ens egen (amerikanske) dagligstue. Det globale og det lokale flyder sammen, virkeligheden og WWW. Internettet er et grænseløst ”sted”, der kan bekræfte et hvilket som helst synspunkt, man måtte have, hvis blot man er villig til at søge efter det. Og det er ikke kun geografien, der ophæves, det samme sker med forskellene i sproget: “Guyana is great . / It is a lot like Cameroon / in some respects . / It is completely different / in others ." Helt intetsigende bliver det i Grækenland:

Greece is great,
the people are great,
the antiquities are great,
the scenery is great,
the ferries are great
the food is great
and yes,
the shopping is great

I en verden, hvor alt er godt, er intet godt, og ordet ”great” får forskellige betydninger: “the need for tough, dependable, / locally repairable wheelchairs in / Afghanistan is great.” Ordet ”great” gentages og benyttes på forskellige måder og mister dermed prægnans og betydning.

Digtene i Your Country Is Great kan betragtes som litterære readymades, der som sprog betragtet næppe kvalificerer sig som (god) litteratur (”Andorra is great , snowboarding every day / ( untill [sic] I broke my shoulder . . . duh ! ) / I wouldn ’ t mind going back there .”) Det litterært interessante opstår, idet internettets mere eller mindre tilfældige udsagn systematiseres og flyttes ind i en form, der får dem til at betyde noget andet i en større fortælling. Digtenes status som litteratur skal altså snarere findes i lyset af det konceptuelle greb end i den sproglige karakter eller i digtene som autonome udsagn. Stemmen i digtene er ikke Shirinyans, men derimod et heterogent og anonymt kor af internetbrugere, der på forskellige måder hylder alverdens lande. 

Men samtidig må man sige, at Shirinyan besætter og blotlægger disse stemmer, og det er bemærkelsesværdigt, at digtene alligevel synes at have en gennemgående stemme, en særlig åndsforladt og infantil tone, der har med internettet at gøre, men som i lige så høj grad må tilskrives udvælgelsen og Shirinyans linjebrud: ”Afghanistan is great, but much smaller / than previously assumed”. 

Digtene kan på den måde også læses som en kritisk og paradoksal kommentar til forestillingen om digter-jeget, der kan gennemstrømme sproget og digtet med sin unikke stemme. Stemmen er, som Roland Barthes påpeger, viklet ind i et sammensurium af kulturer. Denne pointe synes Shirinyan at tage konsekvensen af med sin ”brugerbaserede” digtning, hvor han med et radikalt bud på en omfortolkning af digterens rolle i dag ikke selv bidrager med et eneste ord, men blot klipper og klistrer, låner og stjæler – viser, at poesien kan opstå, hvor det skal være, ligesom at digteren i en globaliseret, digital verden kan og må arbejde på nye måder.

Og samtidig viser han altså, at den konceptuelle digtning også er digterens eget, personlige udtryk. Landene flyder sammen med hinanden, og ”min” stemme flyder sammen med de andres. 

Vanessa Place: Statement of Facts

Det første, jeg vil skrive om, er amerikaneren Vanessa Place, der ud over at skrive (om) konceptuel litteratur også er forsvarsadvokat. Statement of Facts (Blanc Press, 2010 - den første i trilogien Tragodía, der også består af Statement of the Case og Argument) består slet og ret af juridiske referater, hun selv har skrevet på baggrund af vidneforklaringer, når hun har forsvaret (potentielle) seksualforbrydere. Place ændrer navnene på ofre og vidner for at beskytte deres identitet, men ændrer ellers ingenting i de originale dokumenter, når de flyttes ind i en litterær kontekst = en bog på flere hundrede sider. Nu er referaterne blevet til digte (det kalder Place selv teksterne, selvom de i sprog og form fremstår prosaagtige). Tekster, der før blev læst som professionel jura, læses nu som litteratur.

Charles Reznikoff gjorde noget lignende, da han i Testimony (1965) samlede en række tekster, han havde indsamlet fra forskellige retssager. Men mens Reznikoff benytter ’funden tekst’, som han bl.a. bearbejder med linjebrud, approprierer Place skriften uden at forskønne eller gøre noget som helst ved den. I Notes on Conceptualisms – et konceptuelt manifest fra 2009 - kalder Place i øvrigt denne ubearbejdede form for en ren konceptualisme. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det giver mening at tale om disse tekster som litteratur. Er det litteratur, fordi Place til at begynde med har skrevet referaterne på en bestemt måde? Eller er det litteratur, fordi grebet er interessant? Place peger selv på det sidste, når hun - også i Notes on Conceptualisms - skriver om den konceptuelle skrift som noget allegorisk. Skriften skal ikke læses; den betyder ikke det, den betyder. Betydningen opstår i en allegorisk sfære mellem tekst og læser. Allegorien bliver en måde, hvorpå læseren kan tænke den konceptuelle tekst og dens konteksters betydninger.

På bogens bagside beskrives et ”statement of fact” - og dermed også værkets poetik - således: ”The goal of a statement of facts is not to out forward an argument, but rather to present factual information in a clear, easy to understand way.” Men kaster man sig ud i at læse værket, forstår man, at fortælleren er alt andet end neutral. Fortælleren er jo forsvarsadvokat, og formålet er at forsvare fortællingens “appellanter” som samtlige "hovedpersoner" kaldes. Det er altså facts med modifikationer. Her et tilfældigt citat, der også viser, hvor grusomme tekster, det er:

"As the doctor continued to “encourag[e] her” to speak, Ava and her mother became distraught, her mother urging her daughter to speak, and then Ava “blurted out” that her uncle had touched her. This prompted Ava’s mother to cry harder, and rock against the wall, holding her chest. (RT 1811-1812, 1815, 1827-1828, 1831-1833, 1836-1838, 1852, 1854, 2200-2201) Ava said her uncle touched her with his fingers, indicating her groin, and that the last episode had been four days earlier; she did not say she’d been touched with any other body part. (RT 1851, 1853-1855) The doctor filled out a child abuse report for police; the police were contacted, and arrived approximately 45 minutes to an hour later. (RT 1825-1827, 1841, 1850-1851)" (side 15).

De mærkelige tal-referencer i parentes går igen i løbet af hele værket, og læseren har ingen mulighed for at forstå det kodede sprog i forhold til fortællingerne. Det er abrupte, verfremdungsagtige afbrydelser af de voldsomme krimiagtige begivenheder, man ellers nemt lever sig ind i. Vi mindes om, at det ikke blot er en fiktion, vi læser. De ”virkelige” handlingsforløb synes uvirkelige, idet vi - trods genrens afvigelser - umiddelbart genkender fortælleformen fra litteraturens fiktioner, mens de tal, hvis betydning vi ikke forstår, tværtimod synes uhyggeligt virkelige. De ellers nøgterne og uforståelige tal har den effekt, at de læses som frygtindgydende virkelighedsmarkører, der peger på det bureaukrati, der behandler det fortalte - som om fortællingen og forståelsen af den er overladt til et mekanisk, bureaukratisk system og sprog, mens det måske snarere burde være litteraten, der forholdt sig til teksterne og fortolkningen af dem.

Men litteraten udfordres også. Hvordan skal teksterne læses? Er det etisk forsvarligt at læse en så brutal virkelighed som litteratur? Samtidig synes teksterne med deres manglende slutninger (sagerne er jo på fortælletidspunktet endnu ikke afgjort) at foreslå, at læseren er dommeren, der må beslutte, hvad der er virkeligt, hvad der er facts. Det er således med denne sammenligning mellem jura og litteratur, som Statement of Facts synes at foreslå, langtfra omkostningsfrit at læse. At læse er at dømme og dermed forme virkeligheden. Virkeligheden præsenteres i juraen på forskellige måder (af en anklager og en forsvarer), og til sidst besluttes en endelig version. Statement of Facts viser sandheden og dermed loven som en sproglig benævnelse.

Jeg finder disse tal eller virkelighedsmarkører særligt uhyggeligt eller ubehagelige, når Place læser op (youtube-klippet ovenfor). De udfordrer den kontrakt, en poesioplæsning oftest implicerer. Hvad er det for et rum, tilskueren, der pludselig konfronteres med dette stykke virkelighed, befinder sig i? Fiktionens? Juraens? Man må formode, at Place har læst de samme tekster op for en appeldomstol, og ved at flytte den begivenhed ind i litteraturens sfære ændres både betydningen og rummet. Igen er sproget ikke et autonomt system, hvis betydninger kan afkodes: Sproget får betydning dér, hvor det findes (og fremføres), men også i et allegorisk ekko, hvor en juridisk virkelighed trænger sig ind på det litterære rum (og omvendt). Ved at appropriere den juridiske tekst skaber Place nye udvekslinger og nye betydningsrum. Hvordan skal man lytte til sproget, når Place ændrer konteksten?

I dette usikre eller ukendte rum konfronteres læseren/lytteren med endnu flere og mere fundamentale spørgsmål: Hvorfor læser vi litteratur? Hvad vil det sige at gengive og forstå virkeligheden? Hvad er forholdet mellem facts og fortolkning? Hvad sker der med lytteren, når teksterne læses op? Skærper man opmærksomheden over for de virkelige, grusomme tekster, eller vænner man sig til dem og lader tankerne flygte? Kan man læse/lytte uden at tage stilling til skyldsspørgsmålet? Kan fortolkningens dom sammenlignes med overgrebet?

Samtidig udfordrer det stærkt dramatiske indhold den konceptuelle pointe, at teksterne ikke skal læses. Tværtimod føles det, som om de appellerer til den nyfigne læser, der i Statement of Facts kommer helt tæt på ”virkelige” hændelser. På den måde kan Statement of Facts vel læses som en kritik af læserens forbrug af fiktion: Her er det svært at læse volden som underholdning, og samtidig møder læseren altså juraens uforståelige koder og den konceptuelle ulæselighed, som Statement of Facts i sin helhed også er præget af.

Også på et mere jordnært plan har Statement of Facts givet anledning til debat, da litteraturforskeren Marjorie Perloff i forbindelse med en konference er blevet citeret for at have udtalt sig tvetydigt om, hvorvidt ofrene i bogen selv havde en andel af skylden for overgrebene. Her svarer Perloff på kritikken, og hun skriver, at Statement of Facts viser, at voldtægtskulturen i høj grad er et socioøkonomisk problem. Konceptværket Statement of Facts synes altså ironisk nok at fremprovokere eller genoplive et litteratursyn, der handler om at vække til debat - en reaktion, der måske må tilskrives den nye kontroversielle genre, der synes at kunne forny diskussionen om forholdet mellem fiktion og virkelighed i litteraturen. Desuden fandt redaktørerne af det amerikanske Poetry Magazine Statement of Facts så kontroversiel, at de nægtede at publicere et uddrag, hvis ikke Place eksplicit ville tage afstand fra begivenhederne i bogen (hvilket hun ikke indvilgede i).

Ok. Så er det litteratur? Ifølge denne blog er svaret naturligvis ja. Place synes med Statement of Facts at opfordre læseren til at undersøge en teksttype, der normalt ikke læses som litteratur, men som ikke desto mindre er en udfordrende tekst, der, selvom den er taget ud af en bureaukratisk virkelighed, minder om fiktionens. Juraen og poesien flyder sammen og viser, at det litterære felt kan udvides til også at omfatte institutioner, man ikke normalt opfatter som særligt poetiske. Statement of Facts viser, at facts ikke altid er facts, og at en udsigelsesposition altid indebærer en fortolkning - eller måske snarere, om man vil, et overgreb mod en kompliceret virkelighed - selv når den synes allermest konkret og brutal, og selv når sproget i juraens faktuelle statements ellers lægger op til at være transparent. På den måde kan arbejdet som forsvarsadvokat læses som et forsøg på at flytte eller fordreje sproget, så nye betydninger eller ”facts” kan dukke op, og det er ikke mindst denne produktion af ”facts”, der gør det meningsfuldt at studere referaterne som litteratur. Ved at appropriere referaterne demonstrerer Place netop, at teksterne er komplekse og langtfra så faktuelle, som man kunne tro - betydningen kan ikke findes i dem, men i de kontekster, der omringer dem - og når Place samtidig selv har skrevet den tekst, hun approprierer, bliver hun til en uafgørlig figur, både som advokat og forfatter.

Samtidig - og til allersidst i dette, jeg ved det, lange indlæg - tænker jeg, at Statement of Facts kan læses og tænkes som en slags kriminel krønike - eller allegori - over vores (amerikanske) kultur. Forbrydelsen er eksplicit til stede i Statement of Facts, men også implicit i de måder, vi alle sammen (for)bruger sprog på.


Statement of Facts kan downloades gratis her.