Den
armensk-amerikanske digter Ara Shirinyan har ikke selv skrevet et ord af sin egen digtsamling Your Country Is Great. Som barn af en altid online kultur baserer han de konceptuelle
rejsedigte på en række google-søgninger: I alfabetisk rækkefølge indtaster han ”[country] is great”, først ”Afghanistan is great”, så ”Albania is great” osv.
I søgeoversigtens virvar af hele og halve sætninger finder han de brudstykker, der skal blive til strofer og vers. Hvad der før var glemte sætninger på nettet, læses (og opfører sig) nu som poesi – her de første tre strofer af digtet ”Albania Is Great”:
I søgeoversigtens virvar af hele og halve sætninger finder han de brudstykker, der skal blive til strofer og vers. Hvad der før var glemte sætninger på nettet, læses (og opfører sig) nu som poesi – her de første tre strofer af digtet ”Albania Is Great”:
Albania is great.
I missed that place a lot.
I got offered
cigarettes and alcohol by
like everyone I
knew
and some people I
didn’t know
Albania is great!
Not quite as
third world
as parts of
Africa, but
not exactly
Michigan either
if ykwim.
I liked
everything about my stay
and i just wanted
to let you know
that Albania is
GREAT!!!
Grebet skaber en humoristisk, nærmest bizar diskrepans mellem de ofte banale påstande (skrevet af gud ved hvem) og digtgenrens forfinede formbevidsthed: ”El Salvador is great, but / I think I’m ready to go / back to the states.” På den måde er der en ofte virkelig morsom dobbelthed i udsigelsen; formbevidstheden synes at udstille de naive, fragmenterede udsagn; internettets overflod af udsagn står i skærende kontrast til den finlitterære digtform. Denne afstand mellem det fortællende og det fortalte – eller form og indhold – skaber den implicitte sarkasme, der gennemstrømmer hele samlingen – her, hvor Shirinyan demonstrativt lader linjebruddene understrege pointen:
Tour to Armenia is a great success!
To Understand Our
Past,
Is To Understand
Ourselves.
Eller her, hvor et nærmest infantilt
indhold sættes på vers:
BERMUDA IS GREAT
Robbie Williams is so hot.
So is Johnny Depp
and Orlando Bloom.
Disneyland is so much fun.
Having partys with my friends is so cool.
Robbie Williams is so hot.
So is Johnny Depp
and Orlando Bloom.
Disneyland is so much fun.
Having partys with my friends is so cool.
Your Country Is Great består af 81 digte, og de har det til
fælles, at de (oftest) er forskellige typer af lovprisninger af alverdens lande skrevet af internetbrugere, formentlig primært amerikanske turister, på internettet. Sproget er
ofte grimt, informationerne ligegyldige (andre ganske informative, dog
tvivlsomme: ”Potentials for organic agriculture in Algeria is great.”) og fyldt med idiosynkratiske
måder at bruge sproget på: forkortelser og internet-jargon (iykwim = if you
know what I mean), en
iøjnefaldende tegnsætning (mange udråbstegn), sjuskede stavefejl (”partys” i
stedet for ”parties” og ”I” stavet med lille ”i”), ord, der fremhæves med
versaler (GREAT), dårlig grammatik (so is
Johnny Depp and Orlando Bloom) og talesprog (”by like everyone I knew). Og ofte er der en henvendelse til en
læser – vel at mærke en type henvendelse, man sjældent ser fra digter til
læser:
I’ve been told
the skiing in Andorra is great,
but I will write
a ”winter” opinion on Andorra,
at a later date
ie when I’ve
actually tried it out!
Snarere
end at blive klogere på de enkelte lande bliver læseren af den konceptuelle
digtsamling klogere på internettet som et fænomen præget af uigennemskuelige
strømme af udsagn. Rejsen gennem nettet er et møde med fragmenter af
tilfældige informationer, tvivlsomme ytringer og uoverskuelige datamængder, vi
som brugere zapper imellem med enkelte klik – fra det ene land til det næste.
Digtene går aldrig i dybden med landene, men forbliver oftest overfladiske
påstande – med den ambivalente pointe, at sproget aldrig formår at pege ud i landenes virkelighed.
Og det er netop sammenstødet mellem geografien, sproget og nettet, der gør digtsamlingen interessant. Internettet fremstår i Your Country Is Great som en naiv utopi: Ved at benytte det suges man ind i en forskelsløs, global drøm, og spørgsmålet er, hvor meget man egentlig kan lære om verden, idet verden på internettet er ét geografiløst sted. Den globale pointe bliver, at internettet er et rum, der binder verden sammen, og som kan bebos af alle stemmer, og hvor alle lande er ”great”. Your Country Is Great er verden set fra et ikke-sted.
Og det er netop sammenstødet mellem geografien, sproget og nettet, der gør digtsamlingen interessant. Internettet fremstår i Your Country Is Great som en naiv utopi: Ved at benytte det suges man ind i en forskelsløs, global drøm, og spørgsmålet er, hvor meget man egentlig kan lære om verden, idet verden på internettet er ét geografiløst sted. Den globale pointe bliver, at internettet er et rum, der binder verden sammen, og som kan bebos af alle stemmer, og hvor alle lande er ”great”. Your Country Is Great er verden set fra et ikke-sted.
Men
det er også verden set fra ens egen (amerikanske) dagligstue. Det globale og
det lokale flyder sammen, virkeligheden og WWW. Internettet er et grænseløst
”sted”, der kan bekræfte et hvilket som helst synspunkt, man måtte have, hvis
blot man er villig til at søge efter det. Og det er ikke kun geografien, der ophæves, det samme sker med forskellene i sproget: “Guyana is great . / It
is a lot like Cameroon / in some respects . / It is completely different / in
others ." Helt intetsigende bliver det i Grækenland:
Greece is great,
the people are great,
the antiquities are great,
the scenery is great,
the ferries are great
the food is great
and yes,
the shopping is great
the people are great,
the antiquities are great,
the scenery is great,
the ferries are great
the food is great
and yes,
the shopping is great
I
en verden, hvor alt er godt, er intet godt, og ordet ”great” får forskellige
betydninger: “the need for tough, dependable, / locally repairable wheelchairs in /
Afghanistan is great.” Ordet ”great” gentages
og benyttes på forskellige måder og mister dermed prægnans og betydning.
Digtene
i Your Country Is Great kan betragtes
som litterære readymades, der som sprog betragtet næppe kvalificerer sig som
(god) litteratur (”Andorra is great , snowboarding every day / ( untill
[sic] I broke my shoulder . . . duh ! ) / I wouldn ’ t mind going back there .”) Det litterært interessante
opstår, idet internettets mere eller mindre tilfældige udsagn systematiseres og
flyttes ind i en form, der får dem til at betyde noget andet i en større fortælling. Digtenes status
som litteratur skal altså snarere findes i lyset af det konceptuelle greb end i
den sproglige karakter eller i digtene som autonome udsagn. Stemmen i digtene
er ikke Shirinyans, men derimod et heterogent og anonymt kor af
internetbrugere, der på forskellige måder hylder alverdens lande.
Men samtidig må man sige, at Shirinyan besætter og blotlægger disse stemmer, og det er bemærkelsesværdigt, at digtene alligevel synes at have en gennemgående stemme, en særlig åndsforladt og infantil tone, der har med internettet at gøre, men som i lige så høj grad må tilskrives udvælgelsen og Shirinyans linjebrud: ”Afghanistan is great, but much smaller / than previously assumed”.
Digtene kan på den måde også læses som en kritisk og paradoksal kommentar til forestillingen om digter-jeget, der kan gennemstrømme sproget og digtet med sin unikke stemme. Stemmen er, som Roland Barthes påpeger, viklet ind i et sammensurium af kulturer. Denne pointe synes Shirinyan at tage konsekvensen af med sin ”brugerbaserede” digtning, hvor han med et radikalt bud på en omfortolkning af digterens rolle i dag ikke selv bidrager med et eneste ord, men blot klipper og klistrer, låner og stjæler – viser, at poesien kan opstå, hvor det skal være, ligesom at digteren i en globaliseret, digital verden kan og må arbejde på nye måder.
Og samtidig viser han altså, at den konceptuelle digtning også er digterens eget, personlige udtryk. Landene flyder sammen med hinanden, og ”min” stemme flyder sammen med de andres.
Men samtidig må man sige, at Shirinyan besætter og blotlægger disse stemmer, og det er bemærkelsesværdigt, at digtene alligevel synes at have en gennemgående stemme, en særlig åndsforladt og infantil tone, der har med internettet at gøre, men som i lige så høj grad må tilskrives udvælgelsen og Shirinyans linjebrud: ”Afghanistan is great, but much smaller / than previously assumed”.
Digtene kan på den måde også læses som en kritisk og paradoksal kommentar til forestillingen om digter-jeget, der kan gennemstrømme sproget og digtet med sin unikke stemme. Stemmen er, som Roland Barthes påpeger, viklet ind i et sammensurium af kulturer. Denne pointe synes Shirinyan at tage konsekvensen af med sin ”brugerbaserede” digtning, hvor han med et radikalt bud på en omfortolkning af digterens rolle i dag ikke selv bidrager med et eneste ord, men blot klipper og klistrer, låner og stjæler – viser, at poesien kan opstå, hvor det skal være, ligesom at digteren i en globaliseret, digital verden kan og må arbejde på nye måder.
Og samtidig viser han altså, at den konceptuelle digtning også er digterens eget, personlige udtryk. Landene flyder sammen med hinanden, og ”min” stemme flyder sammen med de andres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar